Porcelænsfacader
Hvis det ikke er muligt at opnå et tilfredsstillende resultat ved hjælp af blegning og tandretning, kan porcelænsfacader være vejen til lige, flotte og lyse tænder.
En porcelænsfacade er en ganske tynd porcelænsskal, som sættes på overfladen af tanden efter let beslibning af denne. Dette sikrer optimal pasform og facon på den færdige facade.
Ud fra et aftryk vi tager her på klinikken, er selve porcelænsskallen skræddersyet til at passe til tanden. Når vore teknikere har udarbejdet porcelænsfacaden, og patient og tandlæge har godkendt form, farve og udseende sættes porcelænsfacaden fast på tanden med en speciel plastlim
Porcelænsfacader benyttes for at opnå flotte, lige og lyse tænder. Behandlingsformen kan dog ikke benyttes i alle tilfælde. Porcelænsfacader kan kun anvendes på tænder, hvor der skal opnås mindre korrektioner i form og farve.
Ved æstetiske behandlinger med porcelænsfacader er det, for at opnå et flot resultat tit nødvendigt, at behandle de 8 forreste tænder i overmunden, og evt. også de 8 forreste i undermunden.
I klinikken stræber tandlægerne naturligvis efter de bedst mulige resultater, men tillige også efter at opnå resultaterne med mindst mulige indgreb for vore patienter.
Vi overvejer derfor altid, forud for enhver behandling, om der er andre behandlinger, der kan afstedkomme et tilsvarende tilfredsstillende resultat. Før en porcelænsfacadebehandling vurderer vi derfor altid, om tænderne kan bleges og rettes som alternativ til behandlingen.