Tandkirurgi
Tandkirurgi er andet end implantater. Af flere årsager lider en stor del af befolkningen af betændelsestilstande i kæberne. Mange gange opdages betændelsestilstandene først, når de giver symptomer eller, når der foretages større røntgenundersøgelser.
Betændelsestilstandene kan f.eks komme fra infektioner på tændernes rodspidser eller fra visdomstænder, der ligger nede i kæben.
Da medicin og almindelig tandbehandling som regel ikke kan fjerne årsagen til betændelsen, må der ofte suppleres med et kirurgisk indgreb.
De senere år er man blevet meget opmærksom på de generelle skadelige virkninger i kroppen, der affødes af betændelsestilstande i kæber og tandkød, idet bakterierne herfra kan vandre videre ud i kroppen, og bl.a. sætte sig på hjerteklapper. Her er visdomstænder en hyppig årsag.
Det er derfor vigtigt at holde sine tænder, tandkød og kæber fri for infektioner, specielt bagtil ved de svære visdomstænder, da det er dokumenteret, at infektioner fra mundhulen kan øge risikoen for hjertekarsygdomme.
På klinikken foretager vi fjernelse af visdomstænder samt mindre kirurgiske indgreb, mens mere komplicerede tilfælde henvises til specialtandlæge i kirurgi.